Gudstjenester i Vollsmose
Gudstjenester
Se hvem, der afholder gudstjenester her:
https://sogn.dk/vollsmose/kalender
Der bruges hedvin ved altergang, der er også mulighed for druesaft, hvis dette ønskes
I løbet af et år, holdes der mange gudstjenester i kirken - hver søndag og hver helligdag. Gudstjenesterne følger sin egen kalender som vi kalder kirkeåret. Kirkeåret starter med første søndag i advent. Derfra løber kirkeåret sin gang med jul og nytår, faste, påske, Kristi himmelfart og pinse. Efter pinse begynder den lange periode som kaldes trinitatistiden, som varer frem til kirkeåret afsluttes og adventstiden markerer begyndelsen på endnu et nyt kirkeår.
Til hver søndag og helligdag hører der bestemte tekster i Bibelen. Teksterne læses under gudstjenesten, og skaber en ramme omkring både prædikenen og valget af hvilke salmer vi synger. Du kan læse teksten for den kommende gudstjeneste hos Bibelselskabet.
Enhver ordinær gudstjeneste følger en bestemt fast plan og rækkefølge for hvad der skal ske, også kaldt liturgi..
Kirkekaffe
Efter gudstjenesten tilbydes der en kop kaffe i cafeen. Kirkekaffen skaber en social ramme omkring gudstjenesten, og er en anledning for at hilse på andre kirkegængere, præst, organist og korsangere.
Kirkebil
Har du lyst til at deltage i kirkens gudstjenester og andre arrangementer og er dårligt gående, har du mulighed til at bestille kirkebil ved at ringe til kirkens kontor telefon 66 10 32 78. Husk at ringe i god tid. Bemærk at man skal bo i sognet for at kunne blive hentet i kirkebil.
Liturgi
LITURGI VOLLSMOSE KIRKE
INDGANG (PRÆLUDIUM)
Efter bedeslagene indledes gudstjenesten med præludium, bibelsk salme eller kormusik, hvorunder præsten går for alteret.
INDGANGSBØN
Indgangsbønnen læses af kirkesangeren, kordegnen eller et andet medlem af menigheden. Under bønnen knæler præsten ved alteret.
Lad os alle bede:
Herre, jeg er kommet ind i dette dit hus for at høre, hvad du, Gud Fader, min skaber, du Herre Jesus, min frelser, du gode Helligånd, i liv og død min trøstermand, vil tale til mig. Herre, oplad nu således ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld mit hjerte, at jeg af dit ord kan lære at sørge over (for) mine synder og at tro i liv og død på Jesus og hver dag forbedre mig i et helligt liv og levned. Det høre og bønhøre Gud, ved Jesus Kristus. Amen.
INDGANGSSALME
HILSEN
Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden):
Herren være med jer!
Menigheden svarer: Og med din ånd!
INDLEDNINGSKOLLEKT
Præsten fortsætter: Lad os alle bede! Præsten læser (vendt mod alteret) én af dagens bønner.
Menigheden svarer:
Amen.
LÆSNING FRA DET GAMLE TESTAMENTE
Menigheden står op under læsningerne.
SALME MELLEM LÆSNINGERNE
LÆSNING FRA DET NYE TESTAMENTE epistel eller lektie
TROSBEKENDELSE
Trosbekendelsen synges
Menigheden står op. Trosbekendelsen kan indledes af præsten med ordene: Lad os bekende vor kristne tro
Vi forsager Djævelen og alle hans gerninger og alt hans væsen. Vi tror på Gud Fader, den Almægtige, himlens og jordens skaber. Vi tror på Jesus Kristus, hans enbårne Søn, vor Herre, som er undfanget ved Helligånden, født af Jomfru Maria, pint under Pontius Pilatus, korsfæstet, død og begravet, nedfaret til dødsriget, på tredje dag opstanden fra de døde, opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde. Vi tror på Helligånden, den hellige, almindelige kirke, de helliges samfund, syndernes forladelse, kødets opstandelse og det evige liv. Amen
SALME FØR PRÆDIKENEN
EVANGELIELÆSNING
På prædikestolen eller gulvet indleder præsten evangelielæsningen med ordene: Dette hellige evangelium skriver evangelisten . . .
Menigheden rejser sig og svarer: Gud være lovet for sit glædelige budskab.
Teksten læses derefter af præsten.
PRÆDIKEN
Prædikenen kan indledes med en kort bøn. Prædikenen afsluttes med lovprisning: Lov og tak og evig ære være dig vor Gud, Fader, Søn og Helligånd, du, som var, er og bliver én sand treenig Gud, højlovet fra første begyndelse, nu og i al evighed. Amen.
FADERVOR
MEDDELELSER ( Ligger på altret til præsten)
Lad os med apostlen tilønske hinanden: Vor Herre Jesu Kristi nåde og Guds kærlighed og Helligåndens fællesskab være med os alle! Amen.
SALME
NADVERBØN
LITURGI A
Præsten siger (vendt mod menigheden):
Kære Kristi venner! Vor Herre Jesus Kristus har selv sagt: »Jeg er livets brød. Den, som kommer til mig, skal ikke hungre; og den, som tror på mig, skal aldrig tørste.« I sin hellige nadver skænker den korsfæstede og opstandne frelser os sig selv, så at hver den, som hungrer og tørster efter retfærdighed, dér kan finde mad og drikke til evigt liv. Så følg i lydig tro hans indbydelse, når han siger: »Tag dette og spis det; drik alle deraf; gør dette til min ihukommelse!« Da vil han forene jer med sig selv, så at I under vandringen her på jorden stadig må komme ham i hu og engang samles med ham i hans rige. Derom vil vi nu af hjertet bede:
Præsten siger (vendt mod alteret):
Opstandne Herre og frelser, du, som selv er til stede iblandt os med al din kærligheds rigdom! Giv os at modtage dit legeme og blod til din ihukommelse og til stadfæstelse i troen på syndernes forladelse. Rens os fra synd, og styrk os i det evige livs håb. Giv os at vokse i kærligheden, og lad os med alle troende blive ét i dig, ligesom du er ét med Faderen.
Menigheden:
Amen. Der fortsættes med Fadervor og indstiftelsesordene.
INDSTIFTELSESORDENE
(Der er to kalke på altret: en med vin og en lille med druesaft)
Vor Herre Jesus Kristus i den nat, da han blev forrådt, tog brødet, takkede og brød det, gav sine disciple det og sagde: »Tag dette og spis det; det er mit legeme, som gives for jer. Gør dette til min ihukommelse!« Ligeså tog han også kalken efter aftensmåltidet, takkede, gav dem den og sagde: »Drik alle heraf; denne kalk er den nye pagt i mit blod, som udgydes for jer til syndernes forladelse. Gør dette, så ofte som I drikker den, til min ihukommelse!«*
NADVERMÅLTIDET
Efter indstiftelsesordene går nadvergæsterne op til alteret og knæler ved alterbordet.
Præsten uddeler brødet til hver enkelt nadvergæst med ordene:
Dette er Jesu Kristi legeme.
Præsten rækker vinen til hver enkelt nadvergæst med ordene:
Dette er Jesu Kristi blod.
BORTSENDELSESORD
Den korsfæstede og opstandne frelser, vor Herre Jesus Kristus, som nu har givet jer/os sit hellige legeme og blod, hvormed han har gjort fyldest for alle jeres/vore synder, han styrke og opholde jer/os derved i en sand tro til det evige liv!
Fred være med jer!
Under fredsønsket kan præsten gøre korstegn med kalken
SLUTNINGSKOLLEKT
KIRKEBØN
VELSIGNELSE
Præsten siger eller messer (vendt mod menigheden):
Herren være med jer!
Menigheden svarer: Og med din ånd! eller: Og Herren være med dig! Menigheden står op under velsignelsen, mens præsten siger eller messer:
Herren velsigne dig og bevare dig! Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig! Herren løfte sit åsyn på dig og give dig fred!*
Menigheden svarer: Amen. Amen. Amen.
UDGANGSSALME
UDGANGSBØN
Udgangsbønnen læses af kirkesangeren, kordegnen eller et andet medlem af menigheden. Under bønnen knæler præsten ved alteret.
Lad os alle bede! Herre, jeg takker dig af hele mit hjerte, fordi du har lært mig, hvad du vil, at jeg skal gøre. Hjælp mig nu, min Gud, ved din Helligånd for Jesu Kristi skyld, at jeg må bevare dit ord i et rent hjerte, deraf i troen styrkes, i et helligt levned forbedres og mig derved i liv og død trøste. Amen.
UDGANG (POSTLUDIUM)