Kirkebygningen

Vollsmose kirke er tegnet af tegnestuen ved kgl. bygningsinspektør Jørgen Stærmose. Kirken blev opført i 1974-1975, og blev indviet af biskop K.C. Holm, den 30. november 1975. Bygningen er opført i sandblæst beton.

Kirkerummet

Alterbordet er også opført i sandblæst beton, og er opstillet så præsten kan stå både foran og bag bordet. Altervæggen er udsmykket med tilskårne og malede træplanker. Centralt i motivet er de tre kors fra Golgata. Kunstneren er den fynske maler Svend Saabye.

Døbefonten er et andet markant træk ved kirkerummet. Den er i lighed med væggene og alterbordet opført i sandblæst beton. Der er tilførsel til vand i selve døbefonten, så vandet er løbende og løber ud i tre udstrømninger.  

Der er 325 siddepladser i kirkerummet, og antallet kan forøges ved at åbne for foldedørene som fører ind til de tilstødende menighedslokaler.

Vollsmose Kirke blev i 1977 prisbelønnet af Odense Kommune for godt byggeri.

Kirkens facade mod syd (Billede: Lau A. Dam)
Kirkens facade mod øst (Billede: Lau A. Dam)
Kirkerummet mod altertavle (Billede: Lau A. Dam)